Bygningsautomation giver dig mange muligheder. F.eks. kan du hurtigt danne dig et overblik over din virksomheds forbrug af el, vand og energi.
Bygningsautomation styrer, regulerer og overvåger de mange tekniske installationer som belysning, opvarmning, aircondition, solafskærmning, ventilation, alarmanlæg m.m. For at få den bedst mulige automatisering er det nødvendigt, at alle funktioner kommunikerer med hinanden. Ved at regulere lys, luft og varme i forhold til det konkrete behov spares der på energien, og du opnår samtidig et bedre indeklima.
Et CTS-anlæg (Central Tilstandskontrol og Styring) består af programmérbare enheder, som forbindes i et netværk. En enhed styrer f.eks. varme-, ventilations- og køleanlæg. CTS-anlægget styres fra en pc via et program med grafisk brugergrænseflade. Herfra kan du kontrollere, styre og justere de enkelte anlæg med museklik på et billede af hvert enkelt anlæg. Den fysiske kontrol kan foregå via detektorer, følere, brand- og frosttermostater, samt styreorganer til varme og spjæld.
Dataene bliver automatisk registeret. Hvis anlægget konstaterer, at der er et usædvanligt overforbrug, vil det straks give alarm fra sig, enten på skærmen eller på en mobiltelefon – alt efter hvilke ønsker du har.
Vores CTS-løsninger tager altid udgangspunkt i individuelle krav til anlægget, herunder struktur og datasikkerhed, så du får den løsning, som du har behov for.
I forbindelse med bygningsautomation og CTS-anlæg kan vi assistere med:
- Projektering
- Tilsyn
- Fejlfinding
- Programmering
- Installation
- Service og vedligeholdelse